Irland,

Vi finder hele tiden grunde til at tage tilbage – Dublin fra ende til anden til fods, kysten, der rulles ud i dagevis, og hele eftermiddage tabt i pubmusiksessioner, vi aldrig havde tænkt os at blive til. Velkendt nok til, at man let lander, vildt nok til, at det bliver ved med at overraske os.

Sen forår til tidligt efterår (maj–september) er det nemme svar: lange aftener, kysten på sit blideste og trad-musik i hver eneste pub. Juni og juli er travlest; book overnatning langs Wild Atlantic Way flere uger i forvejen.

Skuldersæsonen (april–maj og september–oktober) er vores favorit: blødere lys, tomme landeveje og hotelpriser, der giver mening. Vinteren er undervurderet – hyggelige pubber, korte dage og dramatisk himmel langs kysten.

Dublin. Trinity College og Book of Kells er postkortet, men Dublin åbenbarer sig til fods. Gå langs kajerne, find en trad-session (The Cobblestone i Smithfield er vores valg) og giv dig selv én langsom eftermiddag på en georgiansk plads.

Wild Atlantic Way. 2.500 km kystvej fra Donegal til Cork. Man kører den ikke hele – man vælger en strækning. Clare og Kerry er klassikerne; Donegal er roligere og lige så smuk.

Cliffs of Moher & the Burren. Klipperne er lige så overvældende som lovet, men Burren bagved – brolagt kalksten, vilde blomster og ruinerede klostre – er den virkelig stille overraskelse. Tag af sted tidligt eller sent for at undgå turistbusserne.

Galway, Dingle & Killarney. Galway for musik og østers, Dingle-halvøen for en af Europas store kystture, Killarney for bjerge og søer. Lej en lille bil, kør i venstre side og tag dig god tid.

På en første tur: fire nætter i Dublin plus fem nætter på en rundtur gennem Galway, Dingle og Killarney. Det er nemmest at flyve ind og ud af Dublin; flyv hjem fra Shannon, hvis du vil spare dig for at køre tilbage.

Bydele i Dublin: Temple Bar er højt og sjovt, men turistet – bo i Liberties, Portobello eller omkring Stephen’s Green for karakter uden polterabend-larmen. Undervejs: vælg én base for hver region (to nætter hver), så du ikke pakker ud hver aften.

En lille lejebil er svaret uden for Dublin – vestkysten fungerer simpelthen ikke med tog. Kør i venstre side, tag de smalle veje langsomt og træk ind i en parkeringslomme, når traktorer skal forbi. Tankstationer er nemme; selvrisiko på forsikringen er det ikke – læs det med småt.

I Dublin: Luas-sporvognen og busserne dækker det hele, og centrum kan reelt gås. Intercity-tog er gode til Belfast, Galway og Cork – men til Wild Atlantic Way er en bil uundgåelig.

Irsk mad har bevæget sig langt forbi klichéen med bacon og kål. Dublin har en selvsikker gourmetscene; Galway, Cork og Kinsale leverer over evne; og bøndernes markeder overalt er en formiddag værd.

Det spiser vi altid: en ordentlig irsk morgenmad én gang (kun én gang), fiskesuppe med skaldyr ved kysten, et øjeblik med brunt brød og smør, friske østers i Galway og en Guinness, der faktisk smager, som folk påstår. Pubberne serverer mad overraskende sent – en traditionel musiksession med en tallerken stuvning er svær at slå.

Irland belønner langsom rejseform. Hele øen er mindre end Island, men man kan bruge to uger og føle, at man knap har ridset overfladen. Det er landet, vi sender venner til, når de vil et sted hen, der omprogrammerer ens tempo – musik, vejr og nem samtale. Start med Dublin, kør langs kysten og kom tilbage for det, du gik glip af (det bliver meget).

Begge dele, ærligt talt, men hvis jeg skal vælge: Dublin for litteratur, pubber og et centrum, hvor det er nemt at gå; Belfast for historie, murmalerier og den renere rå kant fra en tidligere skibsværftsby. Belfast er mindre turistet – og det føles stadig som en stille hemmelighed.

Som regel nej. Vejen er godt skiltet, og selve kørslen er en del af glæden. Vil du ikke selv køre, så hop med på et par lokale dagsture fra Galway eller Killarney og tag udgangspunkt der i stedet.